Jesu-bønnen er en kort, men kraftfuld bøn med rødder i den østlige kristne tradition, især i klostermiljøer. Dens oprindelse menes at stamme fra den tidlige kristne kirke, hvor den blev fremmet af ørkenfædrene i det 4. århundrede som et middel til at opnå indre fred og en konstant erindring om Gud. Bønnens enkelhed og direkte karakter gør den til et redskab for kontemplativ bøn, ofte gentaget som en del af praksissen omkring Jesu-bønnen for at påkalde Guds barmhjertighed og styrke ens forhold til Kristus.

Den bruges bredt i østlige ortodokse, østlige katolske og nogle anglikanske traditioner, især i forbindelse med åndelig disciplin og asketiske praksisser. Bønnen er også en integreret del af “hjertets bøn” eller “hesykasme,” som fokuserer på stille, kontinuerlig bøn og på at opnå åndelig forening med Gud. Bønnen reciteres ofte ved hjælp af en bedesnor (komboskini), hvor hver knude repræsenterer én gentagelse af bønnen og hjælper med at skabe fokuserede og meditative bønnepraksisser.